Tegn kun skyggen ? Om Palle Nielsen som lærer

Det er få, der ejer evnen at kunne finde ind i et andet menneskes indre og der opdage muligheder og egenskaber, som endnu ikke har taget form. For dem er det en glæde og en berigelse at få et andet menneske til at gro. De der har den evne er højt skattede. Palle Nielsen var en af dem.

Læreårene og akademitiden er vendt tilbage i erindringen. Jeg har fået lyst til at dele og videregive nogle af de kloge ord, som jeg gennem årene hørte strømme ud af hans mund. Jeg var så utrolig heldig at møde Palle Nielsen på et tidspunkt i mit liv, hvor jeg havde allermest brug for at møde et menneske som ham. Jeg kan takke ham for, at jeg i dag føler mig som et nogenlunde helt menneske og for at jeg har fået en grund at stå på. Hovedkulds var jeg kommet ind på Kunstakademiet og befandt mig pludselig på et loftsrum i Peter Skramsgade, hvor det var meningen, at jeg skulle tilbringe to år på første del – en forberedende kunstskole. Senere skulle jeg så fortsætte på den afdeling, hvor jeg syntes, at jeg hørte til. Man kunne vælge imellem fire-fem malerskoler, to billedhuggerskoler, Mur- og Rumskolen og Grafisk Skole.

Min nysgerrighed var enorm. Jeg måtte forstå, hvad Akademiet var for noget. Jeg kunne ikke bare spærres inde i et rum i to år uden at vide, hvor jeg var. Så fulgte et par måneder, hvor jeg desperat åbnede døre. Jeg gik fra afdeling til afdeling for at se, hvad der foregik rundt omkring. En dag åbnede jeg den dør, bag hvilken Palle Nielsen sad – og ventede. Det hed Grafisk Skole. Fra første øjeblik havde vi en stærk kontakt. Det var som om han straks fattede meningen med min rastløshed, og efter at vi havde talt sammen foreslog han, at hvis ikke jeg tog plads op for andre, måtte jeg gerne være på hans skole, selvom det var uden for den normale procedure.

Allerede her ved første møde overraskedes jeg over hans kloge ord og hans måde at tænke på. Han sagde, ” du må huske på, at Akademiet er til for din skyld. Det er vigtigt for dig, at du selv finder din lærer.” – Sådan noget havde jeg aldrig før hørt nogen sige. I dag er jeg lykkelig over, at jeg gik efter min fornemmelse og sprang første delen over. To år senere holdt Palle Nielsen nemlig op som professor. Havde jeg fulgt systemet, ville jeg aldrig have lært ham at kende.

Det jeg oplevede, Palle Nielsen gjorde med sine elever var, at han forsigtigt, gennem årene med al sin opmærksomhed og koncentration, lirkede en togstamme, som lå på siden, op på højkant og op på skinnerne og derefter gav den et blidt puf, så den kunne rulle videre af sig selv.

Undervisningen bestod i daglige øvelser i modeltegning, foredrag om billedets opbygning, undervisning i de forskellige grafiske teknikker og så en samtale eller gennemgang ca. hver anden måned, hvor jeg var alene med Palle Nielsen.

Disse samtaler var meget betydningsfulde, meget voldsomme og indtrængende. Jeg var altid skælvende før en gennemgang. – Det var jeg ikke ene om at være. En af mine kammerater spurgte, hvorfor det var så svært hver gang. ” Det er, fordi jeres arbejde er så vigtigt for jer.”
Mens Palle Nielsen gennemgik de seneste tegninger, kom han helt ned i dybden, analyserede, dissekerede og forklarede uden omsvøb, hvad det var han så, jeg havde lavet på papiret, – hvor han syntes, jeg var kommet for let til noget, og hvor jeg ikke havde været ærlig. Det var stærk tobak! For han kom helt ned i de underste ubeskyttede lag, hvor der ingen forsvar er længere. Til tider kunne man føle sig totalt blottet, som var der næsten ikke mere tilbage af én. Men så fortsatte han. Nu beskrev han alt det positive han også så. Bid for bid blev jeg samlet op igen, og det endte altid med, at jeg næsten svævede forløst ud af døren, fuld af gåpåmod. Han var en genial pædagog.
Under alt dette var der en varm omsorg for de mennesker, han havde ansvaret for. Den varme, som får et ungt menneske til at gro. Palle Nielsen fortalte mig, at når han ikke kunne sove om natten, lå han og tænkte på, hvordan han skulle undervise hver enkelt elev. Han forklarede, at han underviste individuelt, og at hver elev skulle have det på sin måde. ” Du, for eksempel skal roses,” sagde han, ? Han åbnede døren for os og viste sin kærlighed til et fag, som nok handler om blyanter, radernåle og streger, men nok så vigtigt, handler om et livssyn, en holdning og om at være ærlig over for det, man føler. Det er med bevidstheden, man tegner. Hånden er blot et redskab. Intet var ligegyldigt, når man talte med Palle Nielsen og intet undslap hans intense, skarpe blik eller hans lyttende øre. Han kunne få én til at føle sig som det mest betydningsfulde menneske på jorden.

Der var altid et lærer-elev forhold mellem os. En stor respekt, – en gensidig respekt, et lærer-elev forhold, som forsatte livet igennem. Jeg tror, det er nødvendigt at have den lille afstand, netop for at kunne komme så tæt.
Palle Nielsen var et ekstremt følsomt menneske, med en meget stærk intuition. Det var som om han sansede gennem vægge. En vintermorgen kom jeg til samtale i Hirschsprungs Hus i Peter Skramsgade. Det var sådan en morgen, hvor jeg tung af depression kom kravlende ind i lokalet. Palle Nielsen sad med ryggen til. Jeg havde været der nogle få minutter, og der var ikke blevet udvekslet et ord. Pludselig spurgte han, stadig med ryggen til. ” Hvad er der i vejen, Pia”?

En anden gang sagde han. ” Du er som en søvngænger, der balancerer på afgrunden. Med lukkede øjne sætter du din fod uden at falde i dybet”. Jeg havde ikke haft den forberedende tegneundervisning på Glyptoteket, som man ellers har. Derfor var min første lærer Palle Nielsen. Jeg var overrasket over at se, den udvikling der skete, blot efter den første samtale. Jeg anede ikke, at jeg kunne tegne. For hvert møde med Palle Nielsen, udviklede mine tegninger sig. Også i de perioder, hvor jeg ikke havde tegnet i et stykke tid, var der sket en ændring.
Det første år måtte vi ikke røre de grafiske teknikker. Koldnål eller ætsning er udtryksmidler, som i sig selv er så maleriske, at det let kan narre. Vi måtte kun tegne med en ganske almindelig blyant på papir, – for her får man intet forærende. Denne nøjsomhed var vigtig for at komme ind på rette spor. Senere blev der kun brugt to farver, den sorte sværte og det hvide papir. Denne disciplin eller begrænsning i materialet gør at udtrykket, hvis man har noget på hjerte, bliver så meget desto stærkere, – som damp under tryk. Palle Nielsens egne billeder er et bevis her for. Der var noget spartansk, næsten buddhistisk i Palle Nielsens tankegang, som på den ene side gik i tråd med selve den grafiske teknik og det enkle liv, en grafiker nødvendigvis må leve, hvis han skal kunne overleve. Samtidig var det en kortere vej til de rigdomme, som er så fjernt fra det moderne liv, vi i dag lever.

“Det store er lige ved siden af. Der er ingen grund til at rejse langt væk. En sten i strandkanten kan være et lige så stort et drama, som det højeste bjerg.”
Det forvirrende, måske farlige i vores tid er, at vi kan så meget og har så meget, som ikke er nødvendigt, så vi næsten er ved at kvæle os selv ? og måske ender med at blive kvalt. Nødvendigheden skaber det ægte. Palle Nielsen kunne sige:
” Jeg kan fortælle en masse, men du opfanger kun det, som du er moden til at forstå. Resten glider forbi dig.”

” Du skal ikke anstrenge dig. – Gør det, du ikke kan lade være med at gøre og udtryk kun det allermest nødvendige.”

“Bare ét menneske har forstået mit billede, så er det arbejdet værd.”

” Jeg kan ikke lære jer at lave kunst. Men jeg kan hjælpe jer til at se og beskrive det I ser så ærligt som muligt. Hvis det bliver til kunst, er det noget, der er i jer – uden for jeres vilje. ”

“Virkeligheden som der er, er så voldsom og sær, at man ikke behøver at lægge til. Gengiver du det du ser, er dramaet stort nok.”

“Akademitiden er den tid, hvor I har den største frihed i jeres liv som billedkunstnere. Her kan I helt hengive jer til jeres arbejde, uden at I skal leve af det og uden at gå i den fælde at lave kunst, der skal kunne sælges. I kan eksperimentere, som I vil. I bliver ikke iagttaget eller kritiseret offentligt. Aldrig senere vil I være så frie, som I er nu. – Vent så længe I kan med at udstille! ”

“Måske har I ikke noget at leve af, men arbejdsløse bliver I aldrig som billedkunstnere.”

Det er sætninger, som rækker langt ud over billedkunsten. Sætninger, som jeg har brugt i mange forhold livet igennem. Palle Nielsen lærte mig at lytte til min inderste stemme og være tro over for den.

Jeg havde svært ved at tegne model. Jeg kunne ikke få arme og ben til at passe til de mål jeg havde sat. Jeg var fortvivlet. En dag sagde jeg, når jeg ser skyggen på modellens hals, bliver jeg så betaget, at jeg glemmer, at hun har både arme og ben. Han svarede, ” så tegn kun skyggen!” Således kom jeg til at gå fra skygge til skygge, og pludselig stod hun der på papiret.

Mange år senere var der modeltegning i baglokalet hos Clausens Kunsthandel. Men da gik den ikke længere i mit tilfælde. Af én eller anden grund havde jeg fået en ubeskrivelig modvilje mod at tegne model. Det ytrede sig således, at ca. 3 min. inde i seancen faldt jeg i dyb søvn foran modellen med papir og blyant i hånden. Da det havde gentaget sig nogle gange, sagde Palle Nielsen, “det kan umuligt være, fordi du er søvnig. Du må vist hellere holde op.”

Jeg tegnede meget langsomt, kunne kun frembringe én tegning om måneden. En dag sagde jeg, – hvad skal jeg dog leve af senere? Palle svarede stille, – det skal du ikke være bange for.

Af og til undrede det mig, at jeg var kommet til at tegne, som jeg gjorde. Der hang godt nok en radering af Aksel Jørgensen på væggen i Grafisk Skole. Men det tog mange år, inden det gik op for mig, at jeg faktisk var andengenerations-Aksel Jørgensen-elev.

Jeg oplevede somme tider Palle Nielsens nydelse af det groteske og det absurde. Viggo Clausen fra Clausen Kunsthandel var blevet bedt om at finde en kunstner, der kunne tegne Nordisk Fjers Bestyrelse. På hver sin seddel skulle Clausen og Palle Nielsen skrive 3 navne på mennesker, som de mente ville kunne løse opgaven. Mit navn gik igen på begge sedler, så jeg fik opgaven. Billedet forestillede syv personer, der sad rundt om et bord. På et tidspunkt i arbejdet fik jeg den tanke, at det, der samlede disse alvorlige herrer – og en dame – faktisk var fjer.

Med tanke på de hollandske maleres symbolisme fik jeg lyst til at lægge et lille næsten usynligt dun på bordet. I min ungdoms uskyld spurgte jeg Dir. Pedersen, om han havde noget imod ideen. – I dag havde jeg nok tegnet den uden at spørge. Aldrig vil jeg glemme Palle Nielsens begejstrede ilhu, da jeg fortalte ham, at Dir. Pedersen var blevet så aldeles rasende, at vinduerne havde været ved at flyve ud af Nordisk Fjer. Palle Nielsen fortalte mig om købmænd, som ikke vil være ved det, de handler med og om vores tid, hvor alting har fjernet sig fra virkeligheden, hvor penge ikke længere er guldmønter, men plastikkort og kontoudtog. – I sin fantasi havde Dir. Pedersen oplevet min fjer, som H.C Andersens eventyr om fjeren, der blev til fem høns ? fik jeg senere fortalt. Ingen af os vidste på det tidspunkt, hvordan det siden skulle gå Nordisk Fjer. – Måske lige undtagen Dir. Pedersen.

På et tidspunkt følte jeg, at jeg var ved at tørre ind som grafiker. Selv motiverne blev mindre og mindre. Jeg måtte bryde med det, jeg havde lært og finde mine helt egne stier. I den tid begyndte jeg at male næsten med tæerne. Jeg måtte prøve alt det, jeg havde lært, man ikke skulle gøre.

Arbejdet med billedet er som at gå ? livet i gennem ? i et ubetrådt stenet landskab. Man tager nogle skridt. Så ligger der en sten. Et skridt tilbage, et skridt til siden. Så igen to skridt frem.

Samtalerne forsatte mange år efter, at Palle Nielsen var holdt op som professor. Den nære kontakt forsvandt aldrig. Det var, som om man aldrig blev sluppet af syne. Altid var han der et eller andet sted i landskabet. Alt det, jeg lærte af Palle Nielsen, ligger dybt i mig og er grunden i alle mine bevægelser.

Jeg ved, at hver af hans elever vil kunne fortælle sin historie.

Pia Schutzmann

Kronik i Politiken september 2000